Q: Hvornår og hvordan begyndte jeres samarbejde med Bucherer?
A: Vi begyndte at arbejde sammen for mange år siden, før COVID. Det var en konkurrence med flere andre arkitekter. Vi vandt konkurrencen, og det var hr. Bucherer, der valgte os og vores tilgang.

Forholdet mellem vores tegnestue og Maisonet føltes samarbejdende helt fra begyndelsen. Vi begyndte straks at arbejde som ét team. Jeg tror, vi vandt, fordi vi ikke satte os for blot at designe butikker. Vores tilgang var at skabe noget arkitektonisk – rum, der taler arkitekturens sprog og følger dens rytme.

Q: “Arkitekturens sprog.” Det er ganske poetisk. Hvad betyder det?
A: Hvis du tager to enkle detaljer, som et gulv og et loft – når jeg taler om “arkitekturens sprog”, handler det om, hvordan disse elementer går i dialog med hinanden. Mange af vores butikker har for eksempel flere niveauer. Så vi designer en trappe, men den kan aldrig blot være en trappe. Den skal have en holdning og et synspunkt – den skal bidrage til denne dialog.

Q: Hvad begejstrede dig mest ved samarbejdet?
A: Bucherer har en global tilstedeværelse, hvilket betyder butikker i forskellige byer: Basel, Frankfurt, St. Moritz. Når vi arbejder i en ny by, opstår der hver gang en ny kulturel relation. I vores tilgang bevarer vi kun ganske få essentielle detaljer, og resten tilpasses efter by og kultur.

For eksempel brugte vi lokal sten til gulvet i St. Moritz. I Frankfurt brugte vi en særlig harpiks og et særligt træ. Men for Basel, Frankfurt og St. Moritz designede vi vinduerne med det samme formsprog, den samme gennemsigtighed.

Q: Når vi taler om samarbejde – du nævnte, at kemien med Maisonet opstod næsten øjeblikkeligt. Hvordan ser dette forhold ud?
A: I Basel brugte vi for eksempel en slags super-prototype, og lidt efter lidt finjusterede vi detaljerne sammen med Maisonet. Vi ændrede en stor del af møbleringen; vi måtte være lidt mere afdæmpede. Oprindeligt ønskede jeg stærkere, mere markante elementer. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er italiener.

Sådan foregik samtalen. Det var aldrig: “Jeg er arkitekten. I skal gøre, hvad jeg siger.” De vidste bedre, når det gjaldt rytmen og livet i disse rum, og de kendte også kunderne bedre. Så jeg måtte lære meget, men de måtte også følge mig i visse detaljer. Det er dét niveau af samarbejde.

Q: Hvor fandt du inspiration, da du gik i gang med disse projekter?
A: Normalt begynder det med “kontaminering”. Jeg kan godt lide det ord, “kontaminering”, fordi vi kombinerer mange forskellige koder: nogle moderne, nogle nutidige — objekter og materialer — nogle historiske, og vi blander dem med forskellige kulturer. Vi har elementer fra Kina, fra Afrika, fra Indien, fra Amerika… men samtidig var det nødvendigt at inkludere noget lokalt.

For eksempel nævnte jeg stenen, vi brugte i St. Moritz. Det er en grøn sten, der hedder serpentino, hvilket betyder “lille slange”. Indvendigt integrerede vi objekter, som vi fandt lokalt, såsom de store træstykker, der bruges til at fodre hjorte.

I hver butik skulle man kunne føle: “Ja, jeg er hos Bucherer” – men samtidig “Jeg er hos Bucherer i Basel” eller “Jeg er hos Bucherer i St. Moritz” eller et andet sted.

Q: Det er tydeligt, at du har arbejdet meget bevidst for at sikre, at hver butik har sin egen identitet. Men hvis du skulle vælge tre ord til at beskrive en Bucherer-butik — uanset hvor i verden den ligger — hvilke ville det være?
A: Når du træder ind i en Bucherer-butik, mærker du med det samme, at du befinder dig i et særligt rum med en anden livsrytme. Jeg vil sige: meget elegant, lidt dristig, og samtidig får du følelsen af at være i et unikt rum. Det er anderledes end resten af verden — på en god måde, ikke på en dårlig. Og igen: elegance. Jeg siger dette ikke, fordi jeg selv har designet dem, naturligvis.

Q: Det synes at være en objektiv iagttagelse. Mit næste spørgsmål er: hvordan fremkalder man følelser i et rum?
A: Gennem farverne, materialerne, lyset. Vi arbejder meget med forskellige lyskvaliteter. Vi fokuserer også stærkt på forbindelsen — eller udvekslingen — mellem inde og ude, og omvendt. Butikken bliver en slags magnet. Når du først er indenfor, er du som en mus i en fælde, uanset hvilken slags ost du foretrækker.

Q: Forstået. Jeg vil gerne tale lidt mere om lys. Jeg forestiller mig, at dette element er ekstremt vigtigt i rum, hvor ædelsten som diamanter bliver præsenteret.
A: Ja, og vi læner os meget op ad Maisonets ekspertise for at sikre, at en diamant virkelig ligner en diamant — og ikke noget andet. Jeg nævnte, at vi balancerer lyskvaliteterne. I butikken er lyset en smule ravfarvet, hvilket betyder en temperatur på omkring 1.200–1.400 Kelvin. Denne ravtone gør en forskel: Når du er inde i rummet, ser din hud og dit ansigt smukkere ud. Nogle bruger lys med en temperatur på 1.600 Kelvin — hvilket giver et blåt lys. Så bliver man bleg eller let grønlig, alt efter hvad. Det føles som at stå i et laboratorium.

Q: Hvordan føler du, at din personlige designfilosofi harmonerer med Maisonets værdier?
A: I vores tegnestue forsøger vi at være elegante. Vi forsøger at være neutrale. Vi forsøger at være stærke. Jeg ved udmærket, at neutral og stærk, teknisk set, står i hver sin ende af spektret — men vi prøver at forene dem. For mig kan resultatet være meget risikabelt, men hvis man arbejder omhyggeligt og er opmærksom på disse risici, bliver resultatet fuldstændig enestående. Så ja, vi stræber efter elegance af visse grunde. Styrke af andre grunde. Dristighed af yderligere grunde. Og hvorfor ikke også noget nyt? Jeg mener, denne tilgang stemmer overens med Maisonets værdier.

Q: Hvad mener du, der adskiller en Bucherer-butik fra andre?
A: Jeg vil være helt ærlig. Når man kigger ind i nogle såkaldte luksusjuvelerbutikker, er de grimme. Et grimt sted for rigdom. I nogle af disse butikker … hvis du fjernede diamanterne og halskæderne og erstattede dem med sko eller tasker, ville det stadig fungere. Vi gør det stik modsatte. Det udtryk, vi har skabt, er stærkt. Det er et stærkt og tydeligt formsprog, der kun fungerer med haute joaillerie og med Bucherer som maison. Fra begyndelsen besluttede vi sammen med Bucherer, at målet var at respektere dette alfabet, men samtidig tilpasse det fra by til by, fra projekt til projekt, fra sted til sted.

For eksempel begynder vi nu på et nyt projekt i Wien, i et palæ fra slutningen af det 19. århundrede. Selvfølgelig gør jeg alt for at respektere de regionale trægulve med deres lidt særprægede mønster. I mine øjne ville jeg være en forbryder, hvis jeg rørte ved det. Jeg må åbne dialogen mellem det gamle og det nye. Det er sådan, vi arbejder.